Hallandsvej 31, Apperup, 3140 Ålsgårde

Spændende villa med loft til kip i flere rum. Kæmpe stue og 3 værelser. Lyder det interessant så læs videre her om boligen og beliggenheden.
Velindrettet villa på 119 m2, beliggende centralt i Ålsgårde med kort afstand til indkøbsmuligheder, station, institutioner, skole, fodbold- og tennisklub, kulturhuset Bølgen og havet med Langebro.

Man kommer til at bo på en lille stillevej i et populært villakvarter.Haven er ualmindelig dejlig og helt ugenert med direkte adgang til lille å. Haven er med sol fra morgen til sen aften, i sommermånederne er der sol til ca. kl. 21.15. (Smukke solnedgange i efterår og vinterperioden).

Ejendommen er opført i 1961 og har et boligareal på 119 m2, som er med følgende indretning: Entré med lille mellemgang, badeværelse med badekar, fint børneværelse med loft til kip, godt soveværelse med loft til kip samt lille hems. Lyst og funktionelt køkken, en meget stor stue som er indrettet både med spiseafdeling og sofastue. Stuen er med masser af lys fra de store vinduespartier ud mod haven og samtidig er her en rigtig god rumfornemmelse, da der er loft til kip i en del af stuen. Endvidere forefindes endnu et godt børneværelse samt et praktisk bryggersrum. Ejendommen har massive fyrtræsgulve som nemt kan slibes. De flotte trælofter er uden knaster og man kan se at det er god kvalitet.
Opvarmningen sker via naturgas og det beregnede forbrug ifølge energimærket er kr. 16.110,- Har I bil kan denne parkeres i carporten.